Af Christian Hejbøl
Året er 1909. Danmark har sendt et lille hold polarforskere på en ekspedition for at bevise, at Grønland er én samlet ø, så amerikanerne ikke kan gøre krav på Nordgrønland. Mekanikeren Iver Iversen (Joe Cole) er den eneste, der er modig (eller dumdristig) nok til at tage med den erfarne polarforsker Ejnar Mikkelsen (Nikolaj Coster-Waldau) på turen ud i det råkolde landskab.
Iversen er uerfaren og naiv. For ham er ekspeditionen et eventyr, en spændende rejse ud i det evigt hvide landskab. Han holder utrolig meget af sin slædehund Bjørn; men han indser hurtigt, at man på en polarekspedition skyder den svageste hund og fodrer den til de andre. Langsomt arbejder man sig ned, til der ikke er flere hunde tilbage.
Historien er baseret på virkelige begivenheder, som er dokumenteret af Ejnar Mikkelsen selv i bogen Farlig Tomandsfærd. Det er en utrolig fortælling om viljestyrke og venskab, som jeg godt kan forstå, at den danske instruktør Peter Flinth har valgt at filmatisere.
Desværre giver filmen os ikke lov til at blive investeret i de to mænds kamp mod naturen. Iversen og Mikkelsens lange ekspedition i den vilde natur bliver let klippet over med en hurtig rytme og fortælletempo. Tiden flyver afsted og de mange scener bliver klippet i tusinde småstykker.
Da de endelig vender hjem til basen, er resten af besætningen væk; de har forladt dem og vendt hjem til Danmark. Iversen og Mikkelsens eneste mulighed for at overleve er at vente og håbe på, at der kommer en redningsekspedition tilbage for at hente dem.
Den lille hytte, som bliver filmens arena i den sidste halvdel, transformerer Against the Ice til et kammerspil lig The Lighthouse (2019): To mænd, en ældre autoritær figur og den yngre assistent, isoleret fra al civilisation i en psykologisk kamp mod sig selv og hinanden. Men her stopper fællestrækkene også.
Konflikten mellem dem er nemlig aldrig troværdig. Rasmussen bliver delirisk, ser syner og begynder at have mistro til den unge Iversen. Men der mangler noget alvor. En følelse af reel desperation og overlevelse. Det kommer i sjældne glimt, som når Iversen og Mikkelsen hyggesludrer, om de kunne finde på at spise hinanden, hvis én af dem døde, på samme måde folk snakker om vejret.
Coster-Waldau forsøger at give filmen den energi, som den mangler; kemien mellem de to karakterer opstår dog aldrig. Iversen og Mikkelsen taler om alt og ingenting, hvilket ikke behøver at være et problem, så længe man er i selskab med interessante karakterer, men dialogen føles kunstig og tom for følelser.
Grønland er et fascinerende sted. Den uendelige horisont, den vilde natur og mennesket kamp for overlevelse. Alt det ender desværre med at blive trivialiseret. 865 dage i Grønland føles næsten som en slentretur i parken.
Kommentarer